Vi er forældre og børn på livstid
Kristeligt Dagblad — 6. september 2018, Side 6 — Af Bjørg Tulinius
Om man er 45 eller 80 år, vil relationen til ens børn eller forældre altid fylde i ens liv. For mange er den belastet og fyldt med skuffelse og derfor også tabubelagt. Men kun ved at sætte ord på og dele sine erfaringer med andre, kan man få finjusteret sine forventninger, lyder rådet fra en psykoterapeut og en 89-årig forælder.
Forældre tør ikke fortælle, hvis der er problemer med forholdet til deres børn. Måske, når barnet er i den alder, vi plejer at omtale som “ trodsalder”, “ pubertet” eller “ løsrivelsesfasen”. Men lysten til at dele ud af skuffede forventninger, frustrationer og måske vrede forsvinder fuldstændig, når der er tale om vores voksne børn.