Vi skal have ro til at gro
Samtale og fordybelse
I 2018 etablerede Solveig Rosenkvist den første gruppe for sygeplejersker, hvis primære formål er at være medvandrere for hinanden.
Senere er gruppen vokset, men konceptet er det samme. Gruppen mødes en gang om måneden, typisk kl. 16-18. Alle har som forberedelse læst nogle sider ud fra udvalgt litteratur som fx "Glem hvad andre tænker. Mod til at være sårbar" af Brenè Brown. Citat fra bogen: ”Sårbarhed er mod, når vi ser det hos andre, og utilstrækkelighed, når vi ser det hos os selv."
Randi Blæsbjerg er med i gruppen, der ud fra forskellige tekster diskuterer liv, eksistens, tro og fag –
de er alle fire er uddannede sygeplejersker, men ansat i hvert deres felt indenfor sygeplejen:
”Vi har tavshedspligt i gruppen. At åbne sig kræver dels tillid til de andre, dels at man kan bære vægten
af hinandens historier. Jeg er den nyest tilkomne og den med de yngste børn! Det har undret mig, at jeg så
hurtigt følte mig tryg nok til at åbne op og fortælle noget, men der er en stor gensidig respekt for
hinanden. Gruppen er også en ventil i mit eget liv, for vi er hvert sit sted i livet, og det er lærerigt
på mange måder. Her er det mere ufarligt at fortælle noget, kaste et emne om i luften og prøve noget af,
fordi man ikke har en nær privat relation til de andre.”
”Det er en fordel, at vi taler samme faglige sprog og kan følge hinanden på arbejde. Vi ved også, hvad kristen tro er, selv om vi ikke har samme kirkelige baggrund. Det udvider horisonten. Endelig er det en fordel, at vi taler sammen ud fra tekster, vi har læst hjemmefra. Det er med til at sætte struktur for timerne, så tiden ikke ”bare går med snak”, hvilket Solveig (Rosenkvist) sørger for ikke sker. Jeg synes, jeg får meget med hjem. Det er virkelig en livgivende pause hver gang, vi ses. Samspillet med de andre giver input og inspiration.”
Nye grupper på vej
Der bliver startet en ny gruppe op inden sommerferien 2019. Der er informationsmøde hos nova mentiz, Nygade 1A st. tv. 7400 Herning, tirsdag den 25. juni kl. 16.30 - 18.00.
Kontakt Solveig Rosenkvist på tlf. 4090 7233 eller sr@novamentiz.dk for tilmelding og flere informationer.
Den nye gruppe er åben for alle interesserede.
EMNE: At tage hånd om sig selv og sin sårbarhed i et presset sundhedsvæsen
Nova mentiz vil gerne skabe oaser med forkælelse, inspiration og dialog. Et initiativ blev det meget velbesøgte event i foråret 2019 for sundhedsfaglige ansatte. Aftenen, der var arrangeret af flere aktører, bød på forkælelse af deltagerne - med tapas, musik, god vin, pyntede borde og et inspirerende indlæg ved præst og forfatter Lone Vesterdal. Hun talte om at tage hånd om sig selv og sin egen sårbarhed:
Skrøbelighed og sårbarhed er ikke en fejl, der skal fjernes men en ressource, der skal beskyttes
- Den positive robusthed: Kombiner medmenneskelig forståelse med refleksion og medfølelse. En med positiv robusthed har ofte en skrøbelig kerne, der netop også har empatien og er i dyb kontakt med sine værdier. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi bruger anfægtelser, tvivl og eftertanke og grænse til tøven, som forstadier til beslutsom handlen. Skrøbelighed og sensitivitet.
- Personligheden nedsmelter ved for meget fleksibilitet. Man bliver simpelthen syg af at være et grænseløst menneske!
- Fra fordybelse kommer fornyelse. Hvis ikke vi fordyber os, så får vi ikke fat i livet. I det, det handler om. Derfor skal fordybelsen tilbage til vores hverdag.
Kommentarer fra deltagere
Hvordan har aftenens emne inspireret dig?
- Den positive robusthed har sårbarheden som kerne
- At se på sig selv og andre med et nådigt blik
- Få skammen frem i lyset
- At det er tilladt at sige ”Jeg gjorde mit bedste i dag”
- Det er ok at sætte grænser
- Inspirerende at en anden verden åbner sig ved en grænse.