Psykoterapi hos nova mentiz
Når livet slår knuder, fx i form af stress, sygdom eller konflikter i parforholdet, bliver der ofte sat projektør på mønstre og vaner, fordi der bag dem gemmer sig forklaringer på, hvorfor vi reagerer, som vi gør. Meget foregår uden om vores bevidsthed, og dermed bliver det svært at gribe om problemet.
Mange kæmper med uhensigtsmæssige livsmønstre og vaner, mens de undrer sig over, hvorfor de er så vanskelige at ændre på trods af ægte vilje til forandring. Vaner kan desværre i værste fald føre til en afhængighed, der styrer en fuldstændig. Derfor er første skridt til at bryde en uhensigtsmæssig vane at blive opmærksom på den. Derefter er den oftest mulig at ændre. Step for step.
Vaner og handlemønstre, som er grundlagt i barndommen, kan være ekstra svære at bryde, da de er forbundet
med meget store følelsesmæssige reaktioner. Det handler ofte om så dybe kræfter hos os, at vi sjældent har
sprog for dem. Konkret kan de komme til udtryk hos os, når vi overreagerer og bagefter undrer os over,
hvad der lige skete i situationen.
Måden, som vi bliver mødt på som børn, kan påvirke vores senere relationer. Er der tale om krænkelse,
omsorgssvigt eller fx en smertelig barndomserindring, kan det blandt andet øge faren for at udvikle
skadelig afhængighed af aktiviteter som fx internetbrug, mad, porno, rusmidler og medicin. En adfærd som
kan tage trykket af vores følelser - en afhængighed domineret af ensomhed, skam, ufrihed, nederlag og
selvtab.
Terapi kan være afgørende, da afhængigheden over tid bliver værre, fordi man bliver fanget i den, og selvet nedbrydes mere og mere. I terapirummet taler vi også om det, du ikke har sat ord på før – og uden fordømmende blikke. Her er rum for, at der selv i det tætteste sorgfulde mørke er lys et sted derude - ny personlig indsigt og vækst.
Individuel psykoterapi giver dig en mulighed for at se, hvilke mønstre og reaktioner du har med i din livsbagage. Gennem en ny forståelse og voksende indsigt kan du se nye muligheder i livet.
Parterapi er en metode til at få overblik over samspillet i parforholdet eller familien som helhed. Ved at få en større indsigt i jeres egne og hinandens måder at reagere på, får I en større forståelse for hinanden. Gennem en mere tydelig og præcis kommunikation undgår I mange misforståelser, og samspillet bliver bedre.
Familieterapi giver mulighed for at få tydeliggjort, hvordan din familie fungerer. I familieterapi er der stor fokus på forældrerollen. For i den sidste ende er det jo altid forældrene, der har ansvaret for, hvordan samspillet udvikler sig - også selvom børnene bliver direkte involveret i at skabe ændringer i familien.
Gruppeterapi. Sammen med en kollega har jeg haft gruppeterapi med f.eks. søskende og unge, der har mistet forældre og forældre, der har mistet barn.
I terapien arbejder vi med den enkelte klients måde at anskue virkeligheden på. Du får redskaber til at bruge uudnyttede ressourcer og lærer at tage ansvar for dit eget liv. Vi har som udgangspunkt fokus på nutiden.
Drømmen er en dør til at forstå sig selv og en mulighed for at få en selvhelingsproces i gang. For hvis vi forstår at lytte til drømmene og deres budskaber, har vi mulighed for at tage fat på sider i det virkelige liv, der skal bearbejdes og heles. Det anbefales at skrive drømmedagbog.
At fortælle sin egen livshistorie giver stor lettelse for mange mennesker. Det giver klarhed, selvindsigt og forståelse, kan være både smertelig og angstprovokerende, men det kan også være med til at opløse ensomhed og bryde hemmeligheder, som har været tunge at bære på.
Brevskrivning sætter ord på tanker og følelser og skaber en form for orden i det indre kaos i hjernen hos mange klienter. Nogle vælger at skrive til mor eller far, ægtefællen, børnene, chefen, en kollega eller Gud. Læser du det op for en anden person – f.eks. din ægtefælle, en god ven eller din psykoterapeut – er det en måde at få kontakt med dine følelser på, få øget selvindsigt og se nye reaktions – og handlemuligheder.
Bøn og åndelige/eksistentielle spørgsmål kan fylde meget, lidt eller ingenting i de terapeutiske samtaler. Jeg er åben omkring mit kristne livssyn, så det er op til den enkelte klient, hvor meget det skal fylde i terapien.
Kreative udfoldelser, f.eks. tegning, maling, musik eller lignende, udtrykker og løsner op for de dybe følelser.