❮  Tilbage til Nattens drømme

Drømmen om en kornsilo

Det, der ser ud til at tage livet af mig, kan løfte mig op...

Original tegning af Jeanette Munksbøl

Session 1: Jeg står på bunden af en kornsilo, og det vælter med korn ned over mig. Jeg er frygtsom og bange. Føler mig begrænset. Ramt. Trist og trykket, men ikke kvalt. Endnu.

Original tegning af Jeanette Munksbøl

Session 2: I kornsiloen opdager jeg, at jeg står på en lille platform med plads til at kornet kan glide forbi. Jeg bliver ikke kvalt af kornet, men i stedet udløser kornet at platformen løftes op i siloen. Jeg jubler med løftede hænder, nu er der plads til bevægelse. Plads til at leve.

Min egen tolkning af drømmen

Jeg er opvokset på landet, og kornsiloen er derfor et billede der er velkendt for mig. Kornet er for mig et symbol på den modgang og nedtrykthed, jeg har følt. Eksistentiel smerte. Barndomserindringer som dannede uhensigtsmæssige reaktions- og handlemønstre.

Jeg troede, det ville tage livet af mig, men i stedet gav det nyt livsmod. Det som så ud til at kvæle mig blev til en personlig modningsproces og i min forståelse af tro, udløstes der også en guddommelig kraft.

Det er en drøm, som jeg ofte vender tilbage til for at hente fornyet opmuntring og håb. Når jeg oplever at livsomstændigheder er ved at “kvæle” mig, bliver drømmen en påmindelse om, at også denne udfordring kan blive til ny vækst.

Læs mere om Nattens drømme